Om Lyng Osteopati
Indehaver
Lyng Osteopati ejes af Malene Lyng Hansen – Autoriseret Osteopat DO M.R.O. DK og Autoriseret Fysioterapeut.
Praktisk erfaring
Jeg har arbejdet som manuel behandler siden 2007, hvor jeg har behandlet alle slags problematikker hos både unge og gamle. Jeg finder kroppen fascinerende, og den osteopatiske indgangsvinkel til fysiske problemstillinger har i mit virke som fysioterapeut, netop været det værktøj jeg har manglet som behandler. Jeg kan godt lide filosofien om at anskue kroppen som en helhed i forhold til årsagssammenhængene ved en given problemstilling. Jeg synes, at de fleste kropslige problemstillinger er interessante og detektivarbejdet i at finde årsagen til de oplevede symptomer spændende.
God effekt af mine behandlinger
Patienter har oplevet god effekt af mine behandlinger efter for eksempel whiplash, hjernerystelse, hovedpine og problemstillinger forårsaget af arvæv grundet for eksempel kejsersnit, fjernelse af blindtarm og brystcancer. Ligeledes har patienter oplevet god effekt af mere mekaniske problemstillinger såsom hold i ryggen, nedsat bevægelse i hoften eller skulder. Derudover har jeg stor interesse i behandling af babyer, hvilket går fra babytjek til konkrete problemstillinger, gravide og kvinderelaterede problematikker. Under et givent behandlingsforløb vejleder jeg løbende mine patienter i relevante øvelser.
Efteruddannelse
Siden min fysioterapeut uddannelse har jeg løbende videreuddannet mig som Gynops-terapeut med fokus på inkontinens og den smertefulde bækkenbund, Lymfødem-terapeut og taget kurser indenfor brystcancer og vævsbehandling efter endt behandling, samt Pilates instruktør. Alle disse kropslige problemstillinger er fortsat interesseområder for mig, og jeg gør brug af denne viden under behandling af relevante problemstillinger.